Introduktion
Hos EdgeWay ønsker vi at skabe klare og pålidelige rammer for samhandel med vores erhvervskunder. Følgende handelsbetingelser gælder for køb via webshoppen samt for levering af ingeniørkonsulentydelser.
Her finder du vores Data- og Privatlivspolitik.
Generelle oplysninger
EdgeWay ApS
Birk Centerpark 40
7400 Herning
CVR: 45872629
E-mail: kontakt@edgeway.dk
Betaling
Webshoppen accepterer Dankort, VISA, Mastercard, Apple Pay, Google Pay, Maestro, og American Express, og beløbet trækkes først, når varen er afsendt.
Yderligere betalingsmetoder, herunder bankoverførsel, tilføjes løbende. Alle priser er angivet i danske kroner og inkluderer moms.
Konsulentydelser faktureres typisk via faktura og bankoverførsel, og betalingsbetingelserne aftales skriftligt ved projektstart.
Levering
Vi tilstræber afsendelse inden for 24 timer på hverdage. Forsendelse sker til hele Danmark.
- Pakkeshop: 45 kr.
- Levering til adresse 55 kr.
- Gratis fragt ved køb over 799 kr.
Ved manglende plads på udleveringsstedet, flyttes pakken til nærmeste alternativ og kunden informeres. Forventet leveringstid er 1 til 3 hverdage. Længere leveringstid kan forekomme i travle perioder.
Forsinkelser, fjernlager og restordrer
Ved forsinkelser, fjernlager og restordrer orienterer vi kunden hurtigst muligt og tilbyder en alternativ vare, refundering eller anden kompensation, hvis ikke forholdene allerede fremgår af hjemmesiden/produktsiden.
Kvalitetsgaranti
Som noget unikt hos EdgeWay tilbyder vi 30 dages kvalitetsgaranti. Hvis produktets kvalitet ikke lever op til dine forventninger, kan du få fuld refundering, uanset om produktet har været i brug.
For at gøre brug af garantien, kontakter du os med en beskrivelse af årsagen til, produktets kvalitet ikke lever op til dine forventninger. Når du har modtaget svar fra os, kan du returnere brugte produkter til inspektion, så vi kan undgå lignende kvalitetsproblemer i fremtiden. Godkendte returneringer refunderes, mens driftstab og følgeskader ikke erstattes.
EdgeWay forbeholder sig retten til at afvise kvalitetsgarantikrav ved mistanke om misbrug af vores garantiordning, herunder men ikke begrænset til gentagne returneringer uden saglig begrundelse eller forsøg på returnering af produkter med skader, der ikke relaterer sig til kvaliteten.
Returret og ombytning
Du har 3 måneders returret på ubrugte varer, svarende til 90 dage, men kontakt os altid inden returnering. Ombytning er ikke muligt – bestil i stedet en ny vare via webshoppen og returnér de ubrugte.
Returnering sendes til:
EdgeWay ApS
Birk Centerpark 40
7400 Herning, Danmark
(Mærk tydeligt pakken “EdgeWay”). Vi modtager ikke pakker pr. efterkrav eller til pakkeshop og husk at vedlægge ordrebekræftelse eller følgeseddel.
Vi anbefaler forsendelsesservice gennem GLS eller PostNord.
Sørg for at bruge tracking og forsvarlig emballering. Kunden hæfter for eventuelle skader på varer under returtransport.
Returnering gælder ikke specialfremstillede varer.
Varens stand ved returnering
Ved almindelig retur hæfter du for eventuel værdiforringelse ved unødvendig håndtering. Manglende emballage eller synlige brugsspor kan resultere i delvis eller ingen refundering.
Godkendelse og tilbagebetaling
Ved godkendt returnering refunderes beløbet via samme betalingsmetode, medmindre andet er aftalt skriftligt. Refusion gennemføres inden for 10 hverdage efter bekræftelse, og vi kan tilbageholde beløbet, indtil varen er modtaget og godkendt.
Reklamationsret (B2B)
Da vi udelukkende handler med erhvervskunder, gælder købelovens almindelige regler for B2B-handel. Der ydes ingen reklamationsret ud over, hvad der følger af udtrykkelig skriftlig aftale.
Køber har pligt til at undersøge varen straks ved modtagelse og reklamere uden ugrundet ophold ved konstatering af fejl eller mangler. Mangler, som burde være opdaget ved sædvanlig modtagelseskontrol, kan ikke senere gøres gældende.
Eventuelle reklamationer skal fremsættes skriftligt og dokumenteres med faktura og billedmateriale. Ved godkendt reklamation er EdgeWays ansvar begrænset til ombytning, afhjælpning eller refundering af den defekte vare, og yderligere krav, herunder driftstab eller følgeskader, erstattes ikke.
EdgeWay fraskriver sig ansvar for fejl, der skyldes ukorrekt opbevaring, montering eller anvendelse i uegnede materialer, unormal slitage eller manglende vedligeholdelse.
Returret ved udsalg
Returnering, ombytning og refundering gælder ikke for specialfremstillede varer eller varer købt med kampagner, rabatter eller udsalg, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Klagemuligheder
Som kunde kan du altid kontakte os, hvis du har spørgsmål eller er utilfreds med en leverance eller service.
Vi tilstræber en professionel og løsningsorienteret dialog. Uoverensstemmelser, der ikke kan løses i mindelighed, behandles efter dansk ret ved de ordinære domstole med Retten i Herning som værneting, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Rådgivnings- og konsulentydelser
Afsnittene nedenfor omhandler udelukke betingelser, regler og vilkår hos EdgeWay vedrørende rådgivnings- og konsulentydelser.
Fortrolighed
Ved henvendelser om eller udførelse af ingeniørkonsulentydelser behandler EdgeWay alle tekniske og forretningsmæssige oplysninger fortroligt. Oplysninger videregives kun til betroede samarbejdspartnere og kun i det omfang, det er nødvendigt for løsning af opgaven.
Ingen oplysninger udleveres til øvrige tredjeparter uden kundens samtykke, medmindre lovgivningen kræver det.
Ejerskab og rettigheder
Ejerskab til design, tegninger, modeller, beregninger, tekniske løsninger og andet materiale udarbejdet af EdgeWay aftales ved projektets opstart.
Medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, forbliver alle immaterielle rettigheder hos EdgeWay, og kunden opnår kun en ikke-eksklusiv brugsret til materialet i forbindelse med det specifikke projekt. Materialet må ikke kopieres, ændres, videregives eller anvendes i andre sammenhænge uden skriftlig tilladelse fra EdgeWay.
Services – omfang og aftale
EdgeWay leverer ingeniørkonsulentydelser i overensstemmelse med den skriftlige projektbeskrivelse eller det afgivne tilbud, og enhver rådgivning eller support, kunden måtte ønske uden for det aftalte projektomfang, herunder, men ikke begrænset til, ekstra konstruktions- eller designarbejde, supplerende beregninger og dokumentation, møde- eller site-besøg, support- eller fejlretningsopgaver samt telefonisk eller skriftlig kontakt til kundens kunder, leverandører, myndigheder eller øvrige samarbejdspartnere, betragtes som tillægsydelser og faktureres særskilt efter EdgeWays til enhver tid gældende standard-timepris, medmindre anden skriftlig aftale foreligger.
Priser og betaling
Priser og timepriser for konsulentydelser aftales skriftligt ved projektstart, eksempelvis i tilbud, ordrebekræftelse eller kontrakt.
Fakturering sker løbende eller ved projektets afslutning i overensstemmelse med den aftalte betalingsplan, og standard betalingsbetingelser er 8 dage netto, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Ved forsinket betaling påløber renter i henhold til rentelovens regler. Eventuelle omkostninger til underleverandører, materialer (såfremt skriftligt aftalt) eller rejseudgifter faktureres særskilt.
Levering af materiale og information
Kunden skal tilvejebringe alle relevante oplysninger, tegninger, specifikationer og beregningsgrundlag, som EdgeWay har behov for at løse opgaven.
Manglende eller forsinket levering af materiale fra kundens side kan medføre forlænget leveringstid og/eller meromkostninger, som kunden skal afholde.
Ansvars- og rådgiverforhold
EdgeWay påtager sig rådgiveransvar som maskinkonstruktør og teknisk konsulent, og leverede tegninger, modeller og beregninger udarbejdes i overensstemmelse med almindelig faglig standard.
EdgeWay kan ikke holdes ansvarlig for fejl eller tab, der direkte skyldes kundens beslutning om at igangsætte produktion, montage eller behandling uden at inddrage EdgeWay til forudgående kontrol eller prøvesamling, manglende eller fejlagtige oplysninger fra kundens side såsom drejningsmomenter, belastningsdata, fastspændingskrav, ændringer foretaget af kunden eller tredjepart i det leverede materiale o. lign. uden EdgeWays godkendelse.
Eventuelt ansvar fra EdgeWay er under alle omstændigheder begrænset til det beløb, kunden har betalt for den konkrete konsulentydelse, maksimalt svarende til projektets honorar.
Immaterielle rettigheder
Samtlige immaterielle rettigheder, herunder ophavsret eller brugsret til tegninger, modeller og beregninger, forbliver hos EdgeWay, indtil fuld betaling for ydelsen er modtaget.
Efter fuld betaling overdrages retten til at anvende det leverede materiale i forbindelse med det pågældende projekt. Eventuel videre udnyttelse, kopiering eller salg af det leverede materiale til andre formål eller projekter kræver skriftlig aftale og eventuelt særskilt licens eller honorar.
Reklamation og klage
Kunden skal reklamere skriftligt over fejl eller mangler i den leverede rådgivning, service eller dokumentation senest 7 dage efter modtagelse. Mangler der burde være opdaget ved sædvanlig faglig gennemgang, kan ikke gøres gældende efter 7 dages-fristen.
I tilfælde af dokumenterede fejl vil EdgeWay rette eller tilpasse det leverede uden beregning, hvis det kan foretages inden for den aftalte leverancetid, mens yderligere krav, herunder driftstab eller følgeskader, ikke erstattes eller efterkommes.
Ophør og opsigelse
Aftaler om konsulentydelser kan opsiges af begge parter med 14 dages varsel, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Ved opsigelse betaler kunden for alt udført arbejde indtil opsigelsesdatoen samt eventuelle dokumenterede omkostninger til underleverandører eller andre tredjepartsydelser, der ikke kan afbestilles.
Force majeure
EdgeWay er uden ansvar for manglende opfyldelse af aftalen, hvis årsagen er force majeure, såsom brand, strejke, arbejdsnedlæggelse, myndighedspåbud, IT-udfald, manglende leverance fra underleverandør eller andre hændelser uden for vores kontrol.
I sådanne tilfælde udsættes leveringstiden i et tidsrum svarende til forhindringens varighed.